Home Registration Delegates Vote Agenda Rules Sponsors Press

Mr. Gay Europe 2009 kåret i Oslo

1. september 2009 af Poul Hermann

Danske Mitchel lykønsker den nye Mr. Gay Europe, spanieren Sergio Lara.
Foto: Poul Hermann

Spanieren Sergio Lara er kåret som Mr. Gay Europe 2009. Fra Danmark og Øresundsregionen deltog Mitchel Nebelong-Ibsen.

I et brag af et show på Sentrum Scene i Oslo den 22. august kåredes Mr. Gay Europe 2009. Den 26-årige spanier Sergio Lara fra Barcelona vandt overbevisende efter også at have taget titlen som Mr. Gay Swimwear torsdag aften, hvilket sendte ham direkte i finalen. Med sin sydlandske kulør, brune øjne samt typiske spanske smil og charme gik han lige i hjertet på både dommere og publikum.

Dansk deltagelse
Efter et år uden dansk deltagelse ved Mr. Gay Europe, repræsenterede 20-årige Mitchel Nebelong-Ibsen Danmark og Øresundsregionen. Mitchel kvalificerede sig i sommeren 2008 ved Mr. Gay Øresund-konkurrencen i Pumpehuset i København.
Ved Mr. Gay Europe i Oslo kæmpede Mitchel over fire dage i talrige interviews, shows og fotosessions mod de øvrige 21 deltagere, og det var ikke uden modgang.
”Inden jeg tog af sted, tog jeg solarium for at være lidt brun og lækker, men det resulterede desværre i en omgang soleksem, som stadig ikke er helt væk,” fortæller Mitchel efter Mr. Gay Swimwear konkurrencen, hvor deltagerne skulle gå en letpåklædt catwalk i badetøj.

Blandet landhandel
Der var lidt for enhver smag blandt de 22 deltagere, som tydeligvis også havde vidt forskellige baggrunde for at stille op til Mr. Gay Europe.
Den 49-årige norske deltager Walter Heidkampf stillede op som åben hiv-positiv og fortalte flere gange om vigtigheden af hiv-kampagner og information rettet mod unge bøsser. Den norske deltager var den suverænt ældste deltager og kunne, som han selv sagde, have været far til samtlige af de øvrige 21 deltagere.
Også vores egen danske Mitchel reklamerede for hiv-forebyggelse under showet, eller nærmere betegnet for den danske hiv-organisation STOP AIDS.
Hos den 28-årige palæstinenser Mukhtar Barakat fra Vestbredden, var der helt andre bevæggrunde for at stille op i Mr. Gay Europe:
”Der hvor jeg kommer fra er det så svært at være homoseksuel, at det er svært at fatte. Det er den problemstilling, jeg gerne vil sætte fokus på,” fortalte den unge palæstinenser, som i øvrigt blandt andet stillede op på scenen iført palæstinensisk guerilla-kamuflagetøj.

Den rigtige vinder, men …
”Jeg synes det var en rigtig og værdig vinder,” fortæller Mitchel afslutningsvist og fortsætter:
”Men jeg synes, det er et problem, at man vælger et forbillede og en ambassadør for unge bøsser i Europa, som ikke engang kan tale engelsk.”

 

Denne artikel er læst 1176 gange.

[Flere nyheder]

Tickets

The organisers

The partners

Proud sponsors

   

Udgiver: Copenhagen Gay Media Aps - © Eftertryk kun med redaktionens tilladelse.
a website by Poul Hermann, www.hw.dk